Antallet af mennesker med overvægt stiger voldsomt i disse år. Det er et problem for det enkelte menneske, men så sandelig også for samfundet, da det tynger behandlersystemet/sundhedsvæsenet økonomisk. Det er velkendt, at overvægtige mennesker oftere får livsstilssygdomme i form af kredsløbslidelser, diabetes og kroniske led lidelser. Men den anden side af problemet – den følelsesmæssige – har også meget store omkostninger – for såvel den enkelte som samfundet.

Når vi får vore basale behov opfyldt, føler vi os trygge og har overskud til at møde verden. Mad er et basalt behov. Og alle i vort rige samfund får mad. Men det er ikke ligegyldigt, hvilken mad, vi spiser, og under hvilke omstændigheder, maden bliver indtaget.

Det hellige måltid

I takt med, at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, forsvandt det vitale middagsmåltid – altså måltidet midt på dagen – og blev i stedet erstattet med en madpakke. Et hjem blev et sted, hvor der ikke længere var nogen hjemme i dagtimerne. Derfor har det nu været kutyme i flere generationer, at madpakken klarer sulten midt på dagen. Hermed er aftensmåltidet blevet ophøjet til et helligt måltid; en stund, hvor vi som forældre kan aflevere dagens opsparede omsorg og tilbyde gode og store måltider. Og her ligger der en indbygget konflikt, for det er slet ikke der, børn – ej heller vi voksne – har brug for at spise store måltider, men det er her, mange føler, at der er mest tid og ro til det. Og måske ligger der også et ønske om, at nu skal vi rigtig hygge os i familiens skød – efter mange timers adskilthed.

Men vi vender op og ned på kroppens naturlige rytme ved at spise det største måltid om aftenen. Og ved at spise mest på det tidspunkt, hvor fordøjelsessystemet er gået på "natsænkning", skal kroppen kæmpe med at fordøje på et tidspunkt, hvor den faktisk skulle hvile og regenerere. Det medfører, at mange kommer til at kæmpe med overvægt, fordi stofskiftet ikke er gearet til fordøjelse i stor stil på dette tidspunkt på dagen.

I stedet har kroppen brug for at have god tid til at spise et solidt morgenmåltid, så den har gedigen brændstof at køre på i løbet af dagen, hvor man som barn skal lære, lege og udvikle sig og som voksen bruge sine evner på jobbet. Og midt på dagen skal der atter tankes op. Her har kroppen behov for et solidt måltid, som kan give energi til resten af dagen. I princippet kan en madpakke godt klare den udfordring, men et varmt måltid mad midt på dagen ville tilgodese børnene og os selv meget bedre. Behovet for at spise varieret og spise årstidens grønsager kan opfyldes let og spændende ved at tilbyde et varmt måltid mad til både vuggestue-, børnehave- og skolebørn samt til voksne på alle arbejdspladser. Netop som man gør i mange andre lande, vi på andre områder sammenligner os med her i Europa. Og tilmed bliver fællesskabsfølelsen stimuleret, når vi får tilbudt et fælles måltid. Der er ikke meget fællesskab over at sidde med sin egen lille madpakke. Det er ganske enkelt gastronomisk lavmål at vokse op på flade madpakker, specielt når disse ligger i forlængelse af hurtige morgenmadsprodukter med hurtige kulhydrater, sådan som det er tilfældet for en stor del af landets børn.

Hvem har ansvaret?

Selvfølgelig ligger hovedansvaret for maden i familien, men der ligger en indbygget konflikt i den måde, de fleste børnefamilier har skruet deres liv sammen på med to udearbejdende forældre. Det udelukker i hvert fald et fælles middagsmåltid.

Samfundet burde påtage sig et medansvar ved at tilbyde en måltidsordning midt på dagen, så alle får tilgodeset et basalt ernæringsmæssigt behov. Det ville være en fin investering i befolkningens sundhed, som ville kunne høstes tifold via større trivsel og sundhed samt færre livsstilssygdomme. Forældrene kunne for deres part prioritere tid og ro til at indtage et solidt morgenmåltid sammen med børnene – så det bliver her, at omsorgsgenet bliver brugt – og herefter med ro i sindet drage ud i den store verden uden at bekymre sig for, om børnene – og de voksne selv – får dækket deres behov.

Sidst på dagen kunne familien mødes igen og bruge tiden sammen til nærvær eller hygge eller til at inddrage børnene i de praktiske gøremål i hjemmet. Vel at mærke med bedre samvittighed og med mere ro over feltet, fordi blodsukkerniveauet ikke ville være alarmerende lavt. Så kunne man samles om rugbrødsmadderne, når de voksne og børnene havde fået deres behov for hinanden dækket.

Sådan som det foregår i mange børnefamilier nu, kæmper børnene om at få forældres opmærksomhed, når de kommer trætte hjem efter at have brugt tid på indkøb og madlavning, netop på det tidspunkt, hvor børnene har allermest brug for forældrene – og omvendt – til nærvær, knus og kontakt.

Lad os tage konsekvensen af, at vi vil have både karriere og familieliv. Lad os finde nye måder at få børns og forældres behov til at gå op i en højere enhed, og lad os med samfundets briller se alle mulighederne i den "nye" struktur. Ved at flytte middagsmåltidet "ud i samfundet" vil man mere deles om opgaven for at give vore fælles børn og os selv et sundt og solidt fundament at stå på. Tiden er – efter min mening – inde til at slå hul i illusionerne. Lad os tage udgangspunkt i virkeligheden og lad os i fællesskab tage ansvar for, at samfundets største potentiale – menneskene – får de bedst mulige livsvilkår. Lad os slå et fælles slag for madordninger med mange forskellige, kreative og individuelle løsninger, så vi undgår fastfood-bespisninger og plejehjemskøkkener, der fabrikerer mængder af mad a la hjemmeværnskatastrofe-bespisninger. Forældrebestyrelserne må her have stor indflydelse på løsningerne, hvad enten det er i børneinstitutioner eller i skolen. Og på arbejdspladserne må ledelse og medarbejdere gøres fælles sag.

Så kan weekenderne bl.a. bruges til at lave slow food med børnene og siden nyde den i ro og mag på tidspunkter af dagen, hvor den naturlige sult melder sig. Og så kan forældrene være rollemodeller for et nydelsesfuldt forhold til mad. På den måde, som det ofte foregår nu i mange familier, har de voksne ikke ro til at sidde og nyde deres egen mad, fordi de er så obs på, om børnene nu får spist noget, om de nu smager noget af alt det sunde osv. Det bedste, man som tydeligt forbillede kan give sine børn med i bagagen i forhold til mad, er, at de forstår at sætte pris på ordentlig mad og måltider, der nydes i fulde drag.