Livsappetit

 

Forsiden

Appe-TIT-lige

Artikler

Bøger/Plakat

 

 

 

Om at gi´ sig selv det bedste

Alle mennesker har brug for mad, søvn, motion, frisk luft og ikke mindst kærlighed og anerkendelse. Det er basale behov som skal tilgodeses, for at vi kan overleve og leve godt.

Men der er meget stor forskel fra menneske til menneske på hvilke madvarer vi har det godt med og føler lyst til at sætte tænderne i.

Det er også vidt forskelligt hvor mange timers søvn vi hver i sær trives med.

Og vores behov for anerkendelse og kærlighed kan der også være meget store forskelle på – også selv om vi tilsyneladende har fået samme mængde som barn – f.eks. som sin søster/bror.


Underskud og overskud!

Vi skal bruge os selv og vores liv på vidt forskellig vis – og lære noget forskelligt. Og endelig er det vi skal ”udrette” eller give til verden – helt unikt og kan ikke sammenlignes med det vores søster, ven eller nabo skal.

Derfor virker det ikke at sammenligne sig selv med andre/andres liv! Det eneste man får ud af det er en følelse af ”jeg dur´ ikke til noget” - eller nærmere : følelsen af mindre-værd. ”Hun er meget pænere end mig” el. ”han får mange flere lommepenge end jeg” el. ”mine lår er meget federe end hendes” el. ”hans frisure er mere cool end min” – er alle billeder på, at de andre er bedre, vigtigere og heldigere.

Vi vil altid komme til at føle os MINDRE END når vi sammenligner os med andre/andres liv.
Og i nogle tilfælde kan vi undgå at mærke den følelse ved at puste os op så vi kommer til at føle os MERE END.
Begge måder bevirker at vi fjerner os fra vores egen kerne og resulterer i UNDERSKUDS-mentalitet.


Hvad kan DU gøre ?

Først og fremmest skal man beslutte sig for at NU vil man øve sig i at være god ved sig selv. Derefter er det godt dagligt at minde sig selv på sin beslutning og øve sig i at holde fokus på sit indre – og mærke efter hvad der føles godt og hvad der føles mindre godt.

Det, der giver en JA-FØLELSE indeni, når man f.eks. spørger indad, kan du roligt regne med er det, der vil være godt at gå efter, hvorimod det du begynder at kværne rundt i for at finde et godt argument for enten at sige ja eller nej – det vil oftest være enklest og bedst at vælge fra.

Vær opmærksom på at medieverden er en stor opmærksomhedssluger, så drop tv, reklamer og alle de flotte blade i så stor stil som muligt. Det fastholder dig  i den ydre verden.

Ved at holde fokus på os selv og vores eget liv og øve os i at handle ud fra de indre impulser, kan man blive rigtig god til at leve et liv, der giver overskud.
Et liv hvor vi spiser det, der bekommer os godt, samt i de mængder vi trives med. Et liv hvor vi sover de antal timer vi har brug for, for at føle os udhvilede næste morgen. Et liv hvor vi tager hånd om at give os selv det vi basalt har brug for, vil automatisk føre til at man oplever overskud – et overskud som man kan give af til andre.


At gi' til andre, samtidig med at vi selv vokser

Jeg tror dybest set, at menneskets mest fundamentale behov er at dele livet med andre og at føle at vi kan give noget til andre.

Så lad os begynde med at være egoistiske og øve os i at mærke os selv og vore egne behov OG opfylde dem. Undgå sammenligningerne med andre. Den eneste du skal sammenligne dig med er dig selv. Hvordan har du det i forhold til sidste måned ?– hvor langt kan du løbe nu i forhold til sidste uge ? etc. Hvor ofte oplever du at det lykkes dig at holde fokus på dit eget nu i forhold til da du besluttede dig for det ????

Og når vi er blevet gode til at holde fokus på os selv og leve indefra og ud, så vil der virkelig opstå overskud på alle konti. Og så vil det være fuldstændigt naturligt at række en hjælpende hånd. Så vil det vel at mærke være en hånd, som ikke forventer at få noget TIL GENGÆLD.

Så er den gode cirkel i funktion og så bliver det lettere og lettere at mærke sig selv og sin kerne. Ryger man ind i en periode, hvor man går tilbage i de gamle mønstre og f.eks. ikke får sovet nok eller spist den gode mad, så bliver man efterhånden hurtigere opmærksom på, hvor skidt man trives. Dvs. man får hurtigere  stoppet den onde cirkel.
Og jo længere tid, man har været inde i en god rytme, med de gode vaner, jo bedre bliver man til at komme tilbage på sporet igen, efter nogle udsving.
For udsving kommer der – uanset hvor besluttede vi er på at NU vil vi kun give os selv det bedste – for vi er jo mennesker af kød og blod. Og jeg tror den eneste vej til et godt og sundt liv, er at gå hver eneste skridt – step by step – og gøre sig sine erfaringer.
Derfor kan vi ikke bare beslutte os (men det er det første skridt).

Tålmodighed

Det næste man skal øve sig i, er at ”rejse os og springe i sadlen igen” efter faldet fra hesten. Vedholdenhed og tålmodighed er måske ikke dyder man som ung kender mest til.
Man er i gang med at finde ud af HVEM man er som menneske. Det betyder at man nogle gange bevæger sig langt ud på forskellige områder og får nogle erfaringer, som man så bruger til at rette sit liv ind efter.
Man er også i gang med at finde ud af HVAD det er man skal ud i verden og give/udrette. Og for mange er det en forvirret og kaotisk tid, indtil man finder ”den rette hylde”. Midt i forvirring og kaos kan mad, drikke og stimulanser føles tiltrækkende som bedøvelsesmidler eller som beroligelse. For kaos er ikke så sjov at leve i, gennem længere tid.

Men jo mere man har øvet sig i at mærke sig selv, jo kortere perioder af kaos vil man opleve. For jo bedre man er til at opfylde sine behov og gi´ sig selv det bedste, jo flere redskaber har man til at stoppe den onde cirkel, hvis man har gang i den.

Det er altså en rigtig god investering at øve sig i at mærke sig selv og være egoistisk.
Netop ved at være tro mod sig selv, bliver det lettere og mere trygt og rart at være tæt på hinanden, for vi behøver ikke at spille spil – eller udgive os for noget, som vi ikke er.

Vi kan være autentiske – være os selv – og hvad er i virkeligheden mere naturligt ?

Toppen af siden    Forsiden

Livsappetit v/Else-Marie Simonsen
Færgegårdvej 88, Strib, DK-5500 Middelfart
tlf. 75 51 40 15  /  20 10 44 59      e-mail:
elsemarie@livsappetit.dk